Den emotionelle hjerne

Artikel af Foredragsholder, forfatter, cand. mag. og lektor i dansk og psykologi ANN E. KNUDSEN
Familielivet i hjem hvor forældre er misbrugere er ofte både uforudsigeligt og kaotisk for barnet. De følelsesmæssige udsving som misbrugende forældre kan tage spænder fra kærlig og støttende det ene øjeblik til tilbagetrukkent eller voldeligt det næste øjeblik. Den usikkerhed i det nære familiemiljø vil ofte få barnet til at føle sig både usikkert, ængstelig og forvirret, og som en almindelig forsvarsmekanisme mod oplevelsen af den følelsesmæssige utryghed, kan barnet reagere med at trække sig følelsesmæssigt. Indenfor hjerneforskning kalder man det at lukke af for forbindelser til det limbiske system.
Umiddelbart kan man måske tænke, at det lyder som en ’smart’ måde at beskytte sig mod alt for store psykiske smerter. Men selvom det også er sandt, så er det ikke uden omkostninger. Når man lukker af for forbindelser til det limbiske system, lukker man ikke kun af for oplevelse af smerte og svigt, men også af for at kunne opleve glæde, kærlighed og umiddelbar tillid til andre mennesker.
I artiklen om ’Børns hjerneudvikling i familier med misbrugsproblemer’ er der vist et scanne billede af to børns hjerner.

Det ene barn er vokset op i gennemsnitligt trygge og kærlige omgivelser, mens det andet barn er vokset op med omsorgssvigt. Scanningen illustrerer tydeligt, at der mangler hjerneaktivitet synonymt med forbindelser til det limbiske system hos det omsorgssvigtede barn.
Men hvad er det limbiske system og hvad betyder det i praksis?

Det limbiske system er det som er markeret med rødt på denne gengivelse af hjernen. Det er en slags relæfunktion, som skaber forbindelser til og fra hele resten af hjernen, ofte omtalt som basis vores følelsesmæssige intelligens. Hver gang vi oplever noget og tillægger det følelsesmæssig betydning, godt eller skidt, så har oplevelsen passeret gennem det limbiske system.
At forbindelser til det limbiske system i vores hjerne fungerer, er basis for vores indlevelsesevne, vores empati og evnen til at forstå andre menneskers følelser og sætte os i deres sted. Alt sammen kompetencer som er utroligt vigtige for sociale funktioner og evne til at indgå i relationer.
Hvis man så kigger en ekstra gang på det første scannebillede i artiklen så vil barnet til venstre allerede tidligt i sin barndom i kraft af stabile og trygge relationer have vist sin omverden, at der er forbindelser til det limbiske system. Det kan være helt konkret, som et tidspunkt i vuggestuen eller børnehaven, hvor barnet står med sin yndlingsbamse i armene. Lige ved siden af er bedstevennen faldet og har slået sit knæ og han græder hjerteskærende. I et splitsekund kan man ofte se ham med bamsen lige række den frem mod den grædende bedsteven, men hvis han ikke er ret gammel, så tager han den hurtigt tilbage igen. (Han vil jo ikke af med bamsen, men det er en følelsesmæssig reaktion på den andens smerte) Pointen med historien er, at han viser begyndende forbindelser til det limbiske system, han kan sætte sig ind i, hvordan det er at være ked af det og også hvad der måske vil gøre bedstevennen glad igen. Dette er vigtige sociale egenskaber, som dannes, fordi barnet er trygt og får reaktion fra sine nærmeste på sine egne behov.
Men hvad så med det omsorgssvigtede barn?
Børn der vokser op i familier med misbrug vil, som nævnt, ofte beskytte sig mod det følelsesmæssige kaos, som er deres hverdag, ved at lukke af for forbindelser til det limbiske system. Hvis man ’går på uendelig’, tænker sig væk fra angstfyldte eller skamfulde situationer eller lukker af for evnen til at mærke efter for at kunne håndtere smerten – både den fysiske og følelsesmæssige smerte, så kan barnet have svært ved at både genkende og skelne følelser hos sig selv og andre. Det er ofte en ond cirkel. Hvis barnet er usikker på, at det tolker følelsesmæssige situationer korrekt, så bliver det endnu mere tilbagetrukkent, bange for at spørge pædagoger, lærere eller andre voksne om hjælp.
De hjerneforandringer (forbindelser til det limbiske system) som tilbagetrækning fra eller ’lukken af’ for følelsesmæssig smerte i barndommen kan få af konsekvenser er store. Ikke bare kan barnet også som voksen have svært ved at forstå sig selv og føle sig både udsat og sårbar, men det at få og fastholde en relation til andre kan være et fortsat arbejde. Når man har svært ved at genkende og skelne følelser hos sig selv og andre, kan man også have svært ved at skelne, dels hvornår ens egne grænser bliver overskredet og dels hvornår man selv overskrider grænser. Det betyder, at man kan få svært ved at sige fra i situationer, hvor det faktisk er til skade ikke at gøre det. Her tænker jeg både på situationer der involverer én selv, men også på situationer, hvor man skal sige fra på sit barns vegne eventuelt i forhold til en partner.
Den følelsesmæssige fejlernæring som ofte er resultatet af en opvækst i en misbrugsfamilie betyder, at man som voksen har et uopfyldt behov for nærhed, man har svært ved at ’unde sig selv noget’ eller synes at man fortjener det, når noget går godt. Man tillader alt for ofte andre at invadere sine grænser, både de fysisk/kropslige og de følelsesmæssige. Man har svært ved at sige fra – personlig integritet er også noget man lærer samtidig med oplevelsen af at være et elsket barn, at være noget værd. Man kan ikke fastholde sin ret til egen krop, egne grænser eller eget følelsesliv, hvis ikke man har lært, at man har ret til det, fordi man er noget værd som menneske.
Tilbøjeligheden til at falde tilbage i de kendte mønstre fra barndommen hænger sammen med, at den påvirkning hjernen udsættes for gennem længere tid skaber ’filer’ eller neurale netværk, som derefter vil føles rigtige, trygge og velkendte. Man kan godt have et virkeligt ønske om at ændre på den omsorgssvigt, man har været udsat for, når man selv bliver forældre, men tilbøjeligheden til at falde tilbage i kendte mønstre er stor. Her er det vigtigt at fastholde, at hjernen kan påvirkes og forandres hele livet. Det er ikke let, når man først er blevet voksen, og slet ikke, hvis man ikke synes man fortjener det eller fortsætter forældrenes ’grimme sprog’ i forhold til sig selv. Men noget kan forandres.
Små fremskridt, små ting man lykkes med at gøre anderledes end sine forældre, og små øjeblikke, hvor man behandler sig selv bedre end forældrene gjorde, er vigtige for at kunne blive en anderledes og bedre forældre for sine børn. Start med at tale ordenligt til dig selv og arbejd på at opleve, at du fortjener et bedre liv. Sårbarheden betyder ikke altid, at man tager fejl, når man oplever sine grænser blive overskredet – måske er det simpelthen fordi det er hvad der sker, og man har lov til at sige fra.

Anvendt forskning:

SVIGT AT BØRN I DANMARK 2016/2017. Redaktør: Marianne With Bindslev
Rapporten er en del af et partnerskab mellem TrygFonden og Børns Vilkår

Growing up with parental alcohol abuse: exposure to childhood abuse, neglect, and household dysfunction.
Shanta R. Dube*,a, Robert F. Andaa, Vincent J. Felittib, Janet B. Crofta, Valerie J. Edwardsa, Wayne H. Gilesa.
aNational Center for Chronic Disease Prevention and Health Promotion, Centers for Disease Control and Prevention, 4770 Buford Highway, N.E., MS K–45, Atlanta, GA 30341-3717, USA bDepartment of Preventive Medicine, Southern California Permanente Medical Group, San Diego, CA, USA Received 21 March 2001; received in revised form 4 June 2001; accepted 14 June 2001

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4040959/

Alcohol: Effects on Neurobehavioral Functions and the Brain.
Marlene Oscar-Berman, Ksenija Marinković. Neuropsychol Rev. 2007 September ; 17(3): 239–257. doi:10.1007/s11065-007-9038-6. https://www.childwelfare.gov

Understanding the Effects of Maltreatment on Brain Development. ISSUE BRIEF, April 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *