Forstå dig selv og din hjerne bedre

Artikel af Foredragsholder, forfatter, cand. mag. og lektor i dansk og psykologi ANN E. KNUDSEN
Det er svært at give noget fra sig, man ikke selv har fået.
Det lyder banalt men det er sandt, både på et følelsesmæssigt plan og veldokumenteret indenfor hjerneforskning.
Når hjernen stimuleres dannes der nye forbindelsestråde mellem nerveceller, der bliver brugt - det der kaldes neuralt netværk. Det er en proces, som kan foregå hele livet, men hjernen er allermest plastisk indenfor de første leveår, så det tidspunkt i et menneskes liv, hvor det er mest modtageligt og påvirkelig i forhold til hjerne udvikling er i barndommen. Derfor er trygge, kærlige og stabile forældre ekstremt betydningsfulde for et barns følelsesmæssige og kognitive udvikling.

Billedet viser et neuralt netværk – altså nerveceller og forbindelsestråde. Det som sker, når man stimulerer hjerner – synger, læser godnathistorie, leger, musik eller bevægelse er, at der kommer flere forbindelsestråde mellem celler der bliver brugt. Mens nerveceller i hjernen som ikke bliver brugt dør, og der kommer ikke automatisk nye i deres sted.
Børn der bliver voldsomt omsorgssvigtet indenfor de første leveår er altså i alvorlig risiko for at nerveceller dør i for stort omfang, men en vigtig pointe er, at alle børn kan udvikle sig uanset deres udgangspunkt og uanset hvordan deres start på livet har været.
Det næste scannebillede illustrerer omsorgssvigt i ekstrem grad, og heldigvis er det sjældent at finde så alvorlige tilfælde. Men også omsorgssvigt i mindre grad skaber hjerneforandringer hos børn. Hjerneforandringer som de hele livet skal kæmpe med at kompensere for.

Allerede i 2007 udgav ’Center on the Developing Child’ på Harvard University en forskningsrapport ’The science of early brain development can inform investments in early childhood’. Deres fokus var på, at tidlig indsats ikke bare kan forandre børneliv, men rapporten dokumenterer også, at det faktisk ’kan betale sig’ både samfundsmæssigt og økonomisk. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor sidste del af rapporten er nødvendig, men det handler simpelthen om at få de ansvarlige politikere i tale.
At hjernen er plastisk og foranderlig hele livet er efterhånden et velkendt faktum, men måske har vi ikke nok fokus på, at hjernen er særlig plastisk i den tidlige barndom og det derefter bliver mere og mere vanskeligt at vende en uheldig udvikling. Det er selvfølgelig lettest at påvirke hjernen i barndommen, men også voksne hjerner kan påvirkes og forandres. Det tager længere tid og har måske andre omkostninger, men det kan lade sig gøre. I forbindelse med forskningsrapporten fra Harvard University offentliggjorde forskerne nogle grafer, som samler og illustrerer deres forskningsdata.

Denne første graf viser, hvornår hvilke områder af hjernen er udviklet efter princippet om, at simple neurale forbindelser udvikles først og derefter følger mere komplekse neurale netværk. Først de forskellige sanser, derefter sprog og så potentiale for egentlig tænkning. Udviklingen følger en genetisk kode i forhold til rækkefølge, selvom der kan være små individuelle forskelle i tid. Udover at det er meget tydeligt, at børns hjerner er exceptionelt påvirkelige indenfor de første fem leveår, giver grafen også et billede af, hvordan tidlige erfaringer kan medvirke til at bestemme om senere udviklede neurale netværk i hjernen bliver svage eller stærke. Med andre ord, alle et barns oplevelser og erfaringer indgår i dannelsen af nye kognitive netværk fremover og vil være medbestemmende i forhold til, hvordan samme barn oplever sin ungdom og sit voksenliv.
Men igen -hjernens evne til forandring eller dens plasticitet bliver mindre jo ældre barnet bliver. Det er derfor udelt lettere at påvirke en hjerne i udvikling end det er at forsøge at forandre allerede etablerede neurale netværk i en færdigudviklet hjerne. Det er en samfundsmæssig uholdbar strategi, at vente med at afsætte penge til børn til de har udviklet vanskeligheder, viden om hjernens plasticitet understreger på alle måder vigtigheden af en tidlig forebyggende indsats med alle børn. Det er aldrig kun den voksne misbruger, som er ramt, hvis der er familie og børn, skal de tages med i indsatsen for forandring.
En anden vigtig pointe er, at flere studier (f.eks. fra National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism, https://www.niaaa.nih.gov/) viser, at børn af misbrugere udviser flere tegn på stress end test eller kontrolgrupper af børn gør.
Stressbelastninger viser sig ved udskillelse af stresshormonerne adrenalin, noradrenalin og kortisol, hvilket kan måles på forskellig vis f.eks. via spyt eller urin. Tidligere forestillede man sig, at børns hjerner ville restituere efter stress påvirkning, men det gælder kun i forhold til kortvarig stress.

Den stress som knytter til dagligt at være i en misbrugsfamilie svarer til det Harvard Studiet kalder ’Persistent stress’ eller vedvarende stress, og som det fremgår af illustrationen fra studiet, så er der ingen tvivl om, at længerevarende stress ødelægger nerveceller og opbygning af neuralt netværk. På længere sigt, f.eks. fra skolestart og frem, har det alvorlige implikationer i forhold til læring, adfærd og trivsel. I Harvard Studiet siger de: ’Stress damages developing brain architecture, which can lead to life-long problems in learning, behavior, and physical and mental health’.
Børn af misbrugende forældre oplever stress dagligt. Ikke bare fordi de aldrig kan være helt sikre på hvilken udgave af deres forældre de vågner op til om morgenen eller kommer hjem til efter skole, men også fordi disse børn bekymrer sig om alt – fra deres forældres helbred til hvad andre mennesker og kammerater tænker. Måske følger der også vold og seksuelt misbrug med opvæksten og ikke sjældent skal forældrenes alkoholmisbrug holdes hemmeligt, hvilken tilføjer ekstra stress. Det er en kolossal stor belastning for børn, at være medansvarlige for deres egen opdragelse og opvækst, for slet ikke at tale om den rolle barnet kan få, som den der sikrer forældrenes eller familiens følelsesmæssige balance.

Illustrationen herover viser, hvilke hjerneområder der er berørt ved længerevarende stress.
Amygdala og Hippocampus er dele af det limbiske system – altså den emotionelle hjerne.
Når amygdala overstimuleres ved længevarende stress betyder det i praksis, at man som barn, ung og voksen kan opleve sig selv som følelsesmæssig ’hudløs’. Der er kort vej til ængstelse, angst, tristhed men også til vrede og aggression. Man kan have alle mulige forestillinger om at ville kontrollere sine følelser og ikke reagere så voldsomt, men det kan føles, som om det ikke rigtigt er noget, man kan styre selv. Når man er vokset op med en amygdala i alarmberedskab, kan det også betyde, at man i voksenlivet ikke føler sig tryg i situationer, som egentlig er trygge. Når man så som voksen arbejder med at give sig selv lov til at sige fra, er det let at ende i situationer, hvor man får sagt fra alt for voldsomt, fordi hjernen først skal trænes i at finde den mere moderate udgave – altså skabe mindre uro i amygdala. Her bliver man nødt til at give sig selv lidt rum, det tog tid i barndommen at overstimulere amygdala og det tager tid som voksen at afbalancere amygdala – men det vigtige er, at vi kan påvirke og forandre hjernen hele livet.
Man kan også efter en opvækst i en misbrugsfamilie opleve en vis tilbøjelighed for at genskabe et ’adrenalinkick’, alene fordi det føles velkendt og er det man har lært at være i. Det kræver tid og hjælp som voksen at vende den tilbøjelighed til selvskadende adfærd, det er, konsekvent at finde de forkerte partnere eller komme ud i problematiske situationer. Men det starter med, at man skal opleve, at man har lov til at få det godt og at gøre noget godt for sig selv. Og ligesom med alle andre neurale netværk i hjernen, så dannes det ved hjælp af gentagelser over tid. Det er ikke uden grund at flyselskaber har strenge regler om, at tage sin egen redningsvest og iltmaske på først i en nødsituation, inden man forsøger at redde andre. Man er nødt til at lære at give sig selv omsorg, især når man også skal trænes i at have lov til at få den, ellers kan det være meget vanskeligt at give noget videre til andre.
Anvendt forskning:
http://www.nature.com/nrn/journal/v13/n1/box/nrn3138_BX3.html

Alcohol: Effects on Neurobehavioral Functions and the Brain
Marlene Oscar-Berman and Ksenija Marinković

Neuropsychol Rev. Author manuscript; available in PMC 2014 Jun 2.
Published in final edited form as: Neuropsychol Rev. 2007 Sep; 17(3): 239–257.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4040959/
Understanding the Effects of Maltreatment on Brain Development. ISSUE BRIEF, April 2015. www.childwelfare.gov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *