Misbrugernes børn

Posted on Posted in Artikel, Misbrug

May Olofsson’s oplæg til høring februar 2006
Overlæge ved Familieambulatoriet ved Hvidovre hospital og Rigshospitalet
Hvad sker der med børn, som fødes af misbrugere?

Hvad er deres vilkår og behov ?

Høring og tvangsauktion, CHRISTIANSBORG, DEN 8. FEBRUAR 2006

Børn i misbrugsfamilier er nok de allermest udsatte børn i dagens Danmark
Derfor hilses det særdeles velkomment, at der nu bliver sat fokus på disse børn, på deres vilkår og på deres behov. Og det hilses særdeles velkomment, at det ser ud til, at der nu er politisk vilje til at hjælpe disse børn på så tidligt et tidspunkt i deres liv, at de – forhåbentligt – endnu ikke har lidt overlast.

Når børn i misbrugsfamilier er de allermest truede børn i vores samfund, så hænger det sammen med, at disse børn under hele deres udvikling – fra den allertidligste fosteralder og frem til voksenalder – er udsat for en masse forskellige belastninger, som skader deres udvikling. De får en hård start på livet. Nogle af dem fødes med misdannelser som for eksempel hjertefejl, hjerneskade eller særlige ansigtstræk. De fødes for tidligt og alt for små.

Fødslerne er ofte komplicerede
og ender med kejsersnit.
Børnene fødes tillige med alvorlige sygdomme som for eksempel hiv og leverbetændelse. Mange af de nyfødte udvikler hurtigt efter fødslen abstinenssymptomer og behandles med opium og fenemal. Det betyder langvarig indlæggelse i specialafdeling.
I den periode har børnene det som regel meget dårligt. De er urolige og skrigende og svære at trøste. De er anspændte og sitrende, og nogle har kramper.
De har svært ved at spise, de gylper, kaster op og har diare. De taber i vægt og er længe om at komme i trivsel. De sveder, nyser og gaber, og de har feber.

Stort behov for ro, tryghed og kærlighed
I den periode, hvor de har det dårligt, har de – udover den lægelige og medicinske behandling – et stort behov for ro, tryghed og kærlighed. De har brug for, at have en mor eller far hos sig døgnet rundt.
Men ofte er situationen jo for disse børn, at mor og far selv har det dårligt og ikke magter at være stabilt hos deres syge barn. Og når mor og far endelig er der, er de måske påvirkede eller har abstinenser eller er plaget af angst og skyldfølelser og kan derfor ikke yde deres barn den kontakt og omsorg, som det har så hårdt brug for.
Barnet er derfor overladt til at blive passet af det vagthavende personale i børneafdelingen. Det betyder mange forskellige personer og betyder, at barnet ikke får mulighed for at knytte sig til en bestemt person.. I forvejen har de små abstinente og alkoholskadede børn vanskeligt ved at indgå i kontakt og til at knytte sig til andre. Den tidlige mor-barn-kontakt, som også er vigtig for barnets udvikling, har dårlige vilkår. Den bliver ikke etableret under disse – for både mor og barn – så svære omstændigheder.

Når barnet er trappet ud af sin medicin
og skal udskrives fra hospitalet, kan det fortsat være stærkt præget af den svære start. Det kan forsat have mange af de symptomer, som det havde under indlæggelsen.
Barnet kan således fortsat være uroligt, skrigende og vanskeligt at trøste, have svært ved at spise og sove og indgå i kontakt. Barnet er allerede et vanskeligt barn, som stiller ekstra og store krav til omgivelsernes ressourcer for at komme i trivsel og udvikling.

Og hvilke ressourcer har så det nære opvækstmiljø for disse børn?
Vi ved, at alkohol- og stofmisbrugsproblemer ofte er forbundet med alvorlige psykiske og sociale problemer foruden alvorlige og kroniske helbredsproblemer.
Miljøet vil derfor ofte været præget af utryghed og ustabilitet, vold, kriminalitet, prostitution med mere. Og ofte har forældrene ydermere selv en opvækst og baggrund fra tilsvarende miljø.
Mange af forældrene har tillige kontakt med kriminalforsorgen og afsoner fængselsstraffe, hvilket betyder, at de er væk fra hjemmet i længere perioder.
Børnene vil under disse omstændigheder ikke få den nødvendige tryghed, kontakt, stimulation og omsorg til at sikre en sund udvikling. De bliver udsat for understimulation og omsorgssvigt foruden overgreb, inklusiv seksuelle overgreb. Og de børn, som vi her taler om, er jo særlig sarte og sårbare børn, som langt dårligere end andre børn tåler sådanne livsforhold i den tidlige opvækst.

Misbrugsfamilierne flytter ofte
Dertil kommer, at misbrugsfamilier ofte flytter, og ikke gør brug af samfundets forskellige tilbud i samme grad som de fleste andre borgere, og slet ikke hvad angår de forebyggende tilbud som for eksempel graviditetsundersøgelser og børneundersøgelser, hverken hos jordemoder, læge eller sundhedsplejerske. Og børnene kommer heller ikke i daginstitution, for mor og far går jo som regel ikke på arbejde.
Først, når barnet når den undervisningspligtige alder – skolealderen – er der tale om krav fra samfundets side. Det betyder – i værste fald – at disse højrisikobørn ikke bliver set af børnesagkyndige, før de når 7 årsalderen. – og de er netop de børn, som havde allermest brug for at blive set tidligt – og så er “toget” for længst “kørt”.
Så kan hjælpen til dem kun blive “lappeløsninger” . Det er også almindeligt, at disse familier flytter kommunegrænse, hvis “systemet” har fået øje på dem og deres børn. Og så starter børnesagen forfra i den nye kommune – og kostbar tid går tabt for barnet.

Vi ved, hvor galt, det går for disse børn
når samfundet ikke yder dem tilstrækkelig opmærksomhed og hjælp i tide.
En dansk undersøgelse har med al tydelighed vist dette. Men danske erfaringer har også vist, at det er muligt at forebygge samtlige de skader, som disse børn bliver udsat for – både de skader, som sker i fosterlivet og de skader, som sker under opvæksten – ved tidlig og tværfaglig indsats under graviditeten, fødslen, nyfødthedsperioden og i barnets 6 første leveår.

Familieambulatoriet ved Hvidovre hospital og Rigshospitalet
har i flere år arbejdet tværfagligt og tværsektorielt med denne problematik med særdeles gode resultater for børnene til følge. Men det kræver indsats allerede fra tidligt i graviditeten og helt frem til skolealderen, og det kræver lydhørhed, forståelse og vilje i det sociale system til at handle med udgangspunkt i og fokus på barnets behov og ikke på forældrenes.
Alt for ofte hører vi udsagn fra det sociale system som: “Skal den mor ikke have en chance? Nu har hun jo sagt, at hun gerne vil gå i behandling og gerne vil samarbejde”. Men svaret bør være: “Skal dette barn ikke have en chance?”
Børn har ikke tid til- og ikke råd til- at vente på, at en mor eller far – måske – over tid – får det bedre. Det er kostbar tid, der går tabt for barnet. Og det er barnets liv, det handler om.

Det er barnets udvikling, der går tabt
Det er barnets liv, der bliver ødelagt. Og samfundet har heller ikke råd til at lade børnene vente, og at de lider overlast.

Børnene er samfundets råstof
Det er dem, der skal føre samfundet videre, og det kan de kun, hvis de er sunde og raske og normalt udviklede og normalt fungerende. Børn i misbrugsfamilier, som ikke får hjælp i tide, bliver meget dyre børn. Samfundsøkonomisk koster det millioner af kroner at behandle og drage omsorg for et svært skadet barn, foruden de menneskelige omkostninger, der altid følger med et skadet barn.

De børn, som vi her taler om, er børn, der som udgangspunkt har et normalt udviklingspotentiale. Det er børn, som ville være blevet helt sunde og normale børn og velfungerende voksne, hvis de ikke tidligt i deres udvikling var blevet udsat for en masse ting, som skader deres krop og sjæl.

Derfor er der også samfundsøkonomisk meget at hente ved at yde disse børn hjælp i tide. Derudover er det jo er et stort etisk problem, at der fødes handicappede børn i vores samfund, når disse handicap kunne være forebygget, og at børn omsorgssvigtes og mishandles i en grad, som ødelægger resten af deres liv, når disse overgreb kunne være forhindret.

Politisk fokus
Derfor er det utrolig godt, at der nu sættes fokus på – og politisk vilje – bag disse børns problemer og behov. Børnene skal sikres både et sundt og godt liv under fosterudviklingen, og sikres gode og trygge forhold fra det øjeblik, de er født og videre under deres opvækst.

Det lovforslag, som Tom Behnke nu er fremkommet med, nemlig at børn i misbrugsfamilier skal kunne tvangsbortadopteres lige fra fødslen, er godt ud fra den betragtning, at intentionen er, at børnene skal sikres tryghed og omsorg og stabilitet på et meget tidligt tidspunkt i deres liv og under hele opvæksten.

Når jeg alligevel vil foreslå en lidt anden og blødere og mere nuanceret løsning, så skyldes det flere forhold. Som tidligere sagt i mit oplæg, så er disse børn “risikobørn” alene i kraft af, at de har haft usunde og skadelige forhold i deres fosterliv, og derfor er de i stor risiko for at have medfødte fysiske skader som hjerneskade, alkoholskader og abstinenser.
Mange af børnene er derfor vanskelige børn helt fra fødslen og dermed vanskelige at få i trivsel og udvikling. De har derfor behov for både opfølgende undersøgelser og behandlinger og træning på forskellig vis.

Og det er langt fra alle medfødte skader, som kan diagnosticeres ved fødslen. De viser sig først senere i barnets videre udvikling. Ingen kan ved fødslen forudsige præcist, hvordan det enkelte barn vil udvikle sig, og hvad dets behov vil være. Ved en adoption lige fra fødslen af et sådant risikobarn, vil adoptivforældrene stå helt alene med ansvaret for, at barnet får de nødvendige og relevante undersøgelser, behandling og træning.
Og de vil – i værste fald – stå med et barn, som er meget anderledes og betydeligt meget vanskeligere end det, som de i deres vildeste fantasi havde forestillet sig og ønsket sig.

Hvis et nyfødt barn derimod bliver anbragt i plejefamilie med supervision
vil det være det offentliges ansvar at føre tilsyn med barnet og dets udvikling samt med plejefamilien. Det vil således være samfundets ansvar, at barnet får så optimale vilkår som overhovedet muligt. Og det vil være det offentliges ansvar at sikre, at barn og plejefamilie trives med hinanden, og sikre, at opgaven med barnet ikke bliver for vanskelig at leve med for plejefamilien og deres eventuelle egne børn.
Ved en plejefamilieanbringelse er det tillige sikret, at barnet og de biologiske forældre kan have kontakt med hinanden, og det er det offentliges ansvar, at samværet forløber på en for barnet hensigtsmæssig og forsvarlig måde.

Hvis barnet og plejefamilien trives med hinanden
og barnets biologiske forældre fortsat ikke findes egnede til at varetage omsorgen for barnet efter en 2 årig periode, skal det være muligt at konvertere plejeforholdet til en adoptionsanbringelse. I så fald bliver der jo så tale om en åben adoption med fortsat mulighed for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre. Det bør i disse tilfælde fortsat være det offentliges ansvar at sikre, at barnet fortsat får den optimale hjælp og støtte i den videre udvikling, også efter adoptionsforholdets ikrafttræden.

Der bør være et særligt sagkyndigt råd
som tager stilling til, om adoption uden forældrenes samtykke skal effektueres., så afgørelsen ikke kommer til at ligge hos den enkelte sagsbehandler i kommunen.
Såfremt der skabes mulighed for adoption uden samtykke helt fra fødslen, kan man frygte, at gravide misbrugere ikke tør henvende sig for at få behandling under graviditeten og ikke tør føde på hospital. Det vil få den alvorlige konsekvens, at børnene vil blive født i en endnu dårligere forfatning, end den, vi kender til i dag, og at de heller ikke efter fødslen vil få den nødvendige lægelige hjælp og behandling. Det er af afgørende betydning for børnenes liv og førlighed, at mødrene så tidligt i graviditeten som overhovedet muligt får behandling og støtte, og at de føder på et hospital, som har den fornødne ekspertise til barnet efter fødslen.

Konklusion
Sammenfattende vil jeg pointere, at børn i misbrugsfamilier er høj risiko børn, som uden forebyggende tiltag allerede fra tidligt i graviditeten hverken vil få en normal barndom eller et normalt voksenliv. De bliver en ny generation af sociale tabere, af misbrugere, psykisk syge, kronisk syge, kriminelle, prostituerede og med høj dødelighed. Den såkaldte “negative sociale arv” slår massivt igennem her, hvis ikke disse børn får hjælp i tide.
Det er muligt at forebygge både de medfødte skader på børnene og de opvækstbetingede skader ved tværfaglig og tværsektoriel indsats fra den tidlige fosterudvikling og frem til barnets skolealder. Dette vil kunne opnås ved følgende tiltag:

Anbefalinger:
Tværfaglige behandlingstilbud (i hospitalsregi) til gravide misbrugere (landsdækkende)

Mulighed for behandling af gravide misbrugere uden deres samtykke

Udskrivning af børnene ved fødslen til professionelt døgnregi med supervision (familiepleje eller spædbørnehjem)

Mulighed for adoption uden forældrenes samtykke ved barnets 2 års alder, så vidt muligt i samme plejefamilie, som barnet er i (åben adoption)

Opfølgning af børnene i børnesagkyndigt regi (børnelæge og psykolog) frem til skolealderen (også adopterede børn)

Opfølgning af forældrene med gode behandlingstilbud

Støtte til forældrene i kontakt med barnet (støttet eller overvåget samvær) såfremt forældrenes og barnets tilstand er god nok til, at samvær kan anbefales)

Børnepolitik på området (overordnet børnesagkyndigt råd til behandling af de tungeste børnesager)

Tværfagligt råd til vurdering af indstilling om adoption uden samtykke

Professionel rådgivning på “gadeplan” om prævention samt gratis udlevering af prævention til kvinder i udsatte situationer (for eks. i Redens regi)

Februar 2006
MAY OLOFSSON
Familieambulatoriet
Hvidovre hospital
mayolofsson@hotmail.com
tlf 27288401

Artiklen er set på www.konservative.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *